Lykketrold

For designere og kreative sjæle

Kære Lykketrolds-designer

Du har to muligheder for at designe dit bud på en Lykketrold. Du kan enten benytte nedenstående designskabelon eller du kan, med udgangspunkt i designskabelonen, sende os dit inspirationsoplæg. Kravet er at du selv skal kunne udfærdige designet på en 140 cm høj Lykketrold udført i glasfiber. Du kan læse mere om de to muligheder herunder:

Du bedes følge nedenstående vejledning for at udfylde og sende dit designforslag til os:

1) Print nedenstående designskabelon ud så du har en version af Lykketrolden fra fire vinkler. Udfyld de fire designskabeloner med dit forslag. Husk at udfylde dine kontaktdata på alle fire sider

2) Scan de fire designskabeloner ind

3) Send dem i en mail til kabe@lykketrold.dk med en kort tekst om hvad der har inspireret dig til dit design

4) Du modtager en bekræftelsesmail når vi har kigget dit design igennem, og du vil endvidere høre nærmere om dit design udvælges

Designskabelon i PDF

 

ELLER:

1) Udform dit inspirationsoplæg, moodboard eller billedsamling hvor du, med udgangspunkt i Lykketrolden fra ovenstående skabelon, viser os dine visioner for designet.

2) Send dit designforslag i en mail til kabe@lykketrold.dk med en kort tekst om hvad der har inspireret dig til dit design

3) Du modtager en bekræftelsesmail når vi har kigget dit design igennem, og du vil endvidere høre nærmere om dit design udvælges

Se her hvordan moodboard bliver til færdig Lykketrold hos Ruth Crone Foster

Se her hvordan inspirationsoplæg bliver til færdig Lykketrold hos Rikke Axelsen

 

Retningslinjer:

Dit design må ikke indeholde stødende eller politiske budskaber, og vi forbeholder os retten til at afvise disse. Når dit design er modtaget, vil lykketrold.dk kontakte relevante sponsorer med henblik på at finde støtte til at virkeliggøre dit design i en skulptur i størrelsen 140 cm. Et sponsor tilsagn er vigtigt for, at vi kan gennemføre projektet, for i den sidste ende er det meningen, at skulpturen med dit design skal bortauktioneres hvor 100% af auktionsbeløbet gives til Kræftens Bekæmpelse. Økonomien i projektet skal bakkes op af sponsorer for at have en mulighed for at kunne realiseres. Kender du som designer selv et sponsoremne, er du velkommen til at skabe kontakten.

For at drive aktiviteter frem mod auktionen er det nødvendigt, at vi finder sponsorer, som vil finansiere omkostninger til blandt andet transportomkostninger, hosting, glasfibertrolden, der skal dekoreres på, relaterede salgsomkostninger, dine materialer som designer etc. Du vil ved accept fra en sponsor modtage glasfibertrolden at udføre dit designforslag på, og samtidig modtage 5.000 kr. til materialer.

Når vi har fået tilsagn fra en given sponsor til at støtte dit design, vil du blive kontaktet og få fremsendt en ophavsretsaftale. Du vil til enhver tid bevare ophavsretten på dit design, og det tager ophavsretsaftalen hensyn til. Dit og sponsorens navn vil blive påført den færdige skulptur og blive gengivet i salgsmaterialer som på hjemmesider etc.